Kloakseparering

Aarhus Kommune

En stor del af Grundejerforeningens område er ikke kloaksepareret, og benytter en såkaldt fælleskloakering hvor spildevand og regnvand samles og føres ud i kommunens spildevandsledning. Denne metode var alment benyttet før ca. 1960, men siden da har man udført kloakering som 2 separate systemer, og i de senere år har man ligeledes arbejdet med muligheden for at lade regnvandet nedsive lokalt.

Det område som skal kloaksepareres er foreløbigt sat til opstart i perioden 2021-2030, og dette er beskrevet i kommunens Spildevandsplan 2017-2020. Separeringsmulighederne består overordnet af 2 muligheder:

  1. Separering af spildevand og regnvand i 2 separate ledningssystemer på egen grund, som efterfølgende tilkobles kommunens spildevands- og regnvandledning typisk ude i det fælles vejforløb.
  2. Separering af spildevand og regnvand i 2 separate ledningssystemer på egen grund, hvor kun spildevand tilkobles/reetableres til kommunens spildevandsledning i det fælles vejforløb, men hvor der etableres nedsivningsanlæg på egen grund således at regnvandet ikke ledes bort.

Hvad der må/kan lade sig gøre på den enkelte matrikel kan være foruddefineret iht. spildevandsplanen ifm. bl.a. grundvandshensyn, og skal undersøges for det enkelte tilfælde.

Omfanget af de fysiske arbejder – og dermed de økonomiske konsekvenser – der skal udføres på den enkelte grund kan variere meget, og kræver en specifik undersøgelse for at få klarhed over. I disse artikler Stiften og Bolius ses eksemplet på den økonomiske variation.

Aarhus Vand

Det er Aarhus Vand som i praksis står for at udføre arbejdet med at renovere/udskifte de offentlige ledningsystemer, og dermed dem der i praksis står for at effektuere kommunens spildevandsplan. På deres hjemmeside kan man få et indblik i hvad den enkelte husejer skal forvente, og det er også muligt at kontakte Aarhus Vand for rådgivning.

Aarhus Vand har også oprettet et GIS kort (plan for adskillelse af fællessystem) der kan vise præcist hvilke områder der skal kloaksepareres, og hvornår dette er planlagt. Herunder er indsat et billede fra dette GIS kort, og det viser at det grønne område, som er en del af Grundejerforeningens samlede område, der skal kloaksepareres i perioden 2026-2030.

Kloaksepareringsplan

Foruden oversigten over hvilke ejendomme som skal kloaksepareres, er der på samme GIS kort mulighed for at få vist det gældende Zonekort for Grundvandsbeskyttelse. På dette kan man se hvilke ejendomme der er placeret i områder med hhv. stort/mindre behov for beskyttelse af grundvandet, og dette har således betydning for måden man kan blive kloaksepareret. Man skal forvente kun at kunne benytte ovenstående mulighed 2, såfremt ens ejendom er placeret hvor der er mindre behov for beskyttelse.

Zonekort for Grundvandsbeskyttelse