På denne side kan du læse lidt om den historiske baggrund for foreningen, der har stolte rødder tilbage til “nybyggere” på en mark udenfor den daværende Hasle landsby.
Det følgende er en artikel omkring tilblivelsen af Grundejerforeningen Solbakken skrevet af Erna Lorenzen i forbindelse med Solbakkens 40 års jubilæum, 25. juli 1981.
Da SOLBAKKEN blev til …
Lad det være sagt straks – det her er ikke en videnskabelig redegørelse om dengang, det kuplede landskab i det nuværende Hasle blev dannet. Nej, det er sandelig ganske anderledes spændende, for det drejer sig om dengang, da grundejerforeningen »501-bakken« blev til. Og det blev den først, da Hasle Gammelgårds jorder var blevet udstykkede til parcelhusgrunde. Det var gartner Harmsen på hjørnet af Viborgvej og Haslevangsvej, der havde købt jorderne, og det var den dynamiske og veltalende forretningsfører for interessentskabet, Reinhardt Pedersen, der solgte dem. Nypløjet og indbydende lå hele bakketoppen – Staghøj, som den hed øverst oppe – med fri udsigt ned over Århus, bugten og Mols med ElIemandsbjerget. Hasle kirke kunne også ses, og den sprukne klokkes klang nåede ud til alle. Små pæle viste veje og parceller. Reinhardt Pedersen fægtede vildt, mens han påpegede hver grunds særlige fordele samt de favorable vilkår for erhvervelsen af egen jord under egne negle. Dog! Det krævede både hurtig handling og lynberegninger, for kunne budgettet klare den månedlige åreladning på 10 kroner i renter og afdrag? Det var nemlig vilkårene. 60 øre pr. kvadratalen, og så var der ingen stik til hverken gas, el, vand eller kloak, ligesom vejene bare var der, man gik – hvis man altså kunne – alt afhængigt af vejr, ukrudt og smådynger af affald.
I min kvitteringsbog for 501-bakken står den første indbetaling på grunden indført den 30. maj 1941. Ved terminsafslutningen i december har det uden tvivl generet mig, at de 2% halvårlig rente på kr. 36,91 oversteg afdragene på kr. 33,09. Fra 1942 forhøjede jeg derfor af mig selv de månedlige indbetalinger til 15 kroner. Det rettede op på tingene, og nu fik jeg oven i købet en halvårlig rabat på halvanden krone.
Det var tider med trang til at stå sammen, så det var ikke mærkeligt, at 35 af de nybagte parcelejere holdt stiftende generalforsamling på restaurant »Skovlund« i Hasle allerede den 25. juni 1941. Jeg har været klar over, hvor vigtig sagen var, for jeg mødte op som ene kvinde i ret så nydelig mørkegrøn, kortærmet sommerkjole, hvidt tørklæde, ditto storskygget stråhat og handsker! Det var dengang, da det endnu kunne være meget varmt omkring Set. Hans, og det var det, så handskerne skulle blot markere sagens højtidelige alvor.
Primus motor til starten af foreningen, overportør V. E. Jensen, blev valgt til formand, og da det drejer sig om den første bestyrelse, skal resten også nævnes: Montør Max Grønning, kasserer, Museumsassistent Erna Lorenzen, sekretær, Tjener Karl Rasmussen, Kontorist, O. C. Andersen. Som suppleanter valgtes J. Weis, Hans Hansen. Som revisorer A. Christensen, Børge Dam og suppleant for disse N. C. Christensen. På denne første generalforsamling diskuteredes lovene, ligesom kontingentet fastsattes til 4 kroner årligt. Et tilbud på en fællesforsikring hos selskabet »Aros« med årspræmier pr. kvartal på 1 krone vedtoges af alle, der ikke i forvejen var forsikrede. Således var starten på vor nu 40-årige forening. For dem, der kun kender »Solbakken« – såvel grundejerforeningen som selve området – fra de sidste 10-20 år, vil det vel ikke være helt uinteressant at høre lidt mere om begge dele. Det areal, som udstykkedes i 1941, strakte sig fra Solhøjvej, Herredsvej, Staghøjvej til Haslevangsvej inclusiv begge vejsider. Kun Staghøjvejs nordside havde i forvejen fire ældre huse. Bager Rasmussens i nr. 17 brugtes kun om sommeren. Dette og de andre, således snedker Pedersens i nr. 27, hvor familien også drev marketenderi, har forlængst veget pladsen til fordel for mere regulært byggeri.
l dag omfatter grundejerforeningen »Solbakken« langt flere medlemmer end dem, der hørte til det oprindelige areal, og det er heldigt, da sammenslutninger med fællesrnål stadig giver en vis styrke. Mange, som hører om de problemer, der i foreningens første halve snes år optog sindene, vil måske nok trække på smilebåndene. For os, der oplevede dem, var det dog slet ikke uvæsentligt. Forhandlingsbogen viser da også, hvordan visse ting igen og igen optog sindene. Således for eksempel tilførslen af vand. På få måneder steg de rør, der skulle fore vandet frem fra kr. 2,60 til 11,00 pr. meter. Og da hverken Århus, Åbyhøj eller Hasle vandværk kunne eller ville hjælpe de betrængte havefolk, der endog havde fantasier om et specielt vandværk for »Solbakken«, så målte man slå sig til tåls med en vandpumpe på hjørnet af Minthøjvej og Solhøjvej. Reinhardt Pedersen skænkede generøst et vandkar dertil. Nogle prøvede at grave brønde på egne jordstykker, efter at foreningen havde bekostet en kyndig mand til at vise vand men langt de fleste motionerede i mange år med tunge skvulpende zinkspande for at give jordbær og andre tørstende planter et stænk vand. Ligeledes skulle egne ganer også af og til læskes med liflig erstatningskaffe, hvortil der i hvert fald skulle bruges rigtig vand. Flere snilde havefolk fik lavet mærkelige kassevogne med barnevognshjul og lignende til at befordre vandspandene i. Så vidt nåede jeg aldrig, men kun stærk økonomisering med vandet – ligefrem genbrug til håndvask – forhindrede, at jeg ved det stadige armstræk kom til at ligne en abe.
Ved bestyrelsesmøderne var et spørgsmål som vejene også idelig på dagsordenen. Slagger kunne næsten ikke skaffes, og da de endelig kom og blev spredt på »fortovene«, var der for lidt. Både senegræs, agerkål og mælkebøtter skød kækt igennen det sparsomme slaggelag. Også vejnavne, vejskilte og numre til parcellerne var opgaver, som bestyrelsen tog sig af. Ligeledes gjorde man en indsats for at få bommene fjernet ved Høgevej, så der kunne køres med hestevogn. Et forsøg på at skaffe staldgødning fra kasernen mislykkedes. Al gødning viste sig at være givet i entreprise, så bestyrelsen måtte gå den tunge gang og betale pengene tilbage til de medlemmer, der havde tegnet sig for denne form for jordforbedring.
På anden måde var der lyspunkter i disse besværlige besættelsesår. På generalforsamlingen den 4. maj 1943 konstateredes, at der nu var 56 medlemmer, og at kassebeholdningen var kommet på 177,75 kr. – og så havde foreningen endda både havesprøjte, hækkesaks og trillebør til medlemmernes mere eller mindre behagelige afbenyttelse. Men mer’ vil have mer’, og et medlem foreslog køb af et sold, og en anden mente, at en plæneklipper var vigtigere. Men klog forudseenhed blev soldet forkastet, og formanden foreslog, at foreningen investerede i en le, da der var så mange sten, som plæneklipperen ville ødelægges af. I den forbindelse husker jeg, at jeg ikke selv vovede at svinge en le. Jeg mente at kunne løse problemet ved at låne den fastboende fru Mikkelsens ged på Staghøjvej, så den kunne bespise min bølgende græsplæne. Desværre misforstod den helt situationen. Den rev sig løs og gumlede fornøjet mine og naboernes nyplantede frugttræer i sig i stedet. Den hjælpsomme bager Rasmussen tog så affære med leen, ligesom han var vor allesammens sprøjtemand og en tid også fordelte den tildelte kunstgødning til medlemmerne – ja, også planter kunne vi købe hos ham.
På generalforsamlingen den 2. november 1943 var vejene atter til debat. Omsider havde sognerådet besluttet sig for de sidste navne, nemlig Solhøjvej og Elhøjvej. Skilte ville blive sat op, når alle grundejere havde købt nummerplader formedelst en krone. Trikotagehandler J. Weis var så venlig at formidle dem fra sin forretning på Ryesgade. Samme aften havde man indbudt kommuneingeniør Bay Hansen til ligefrem at holde foredrag om vejenes istandsættelse. På sin elskværdige facon indledte han dog med at fortælle lodsejerne et par sandheder om, at de ikke kunne være bekendt at lade vejene ligge, som de gjorde, og han henstillede, at de blev holdt rene for ukrudt, ligesom han gerne så, at gødning og affaldsbunker blev fjernede. Egentlig var det ikke det, man brød sig om at høre, men rigtigt vejarbejde kostede imidlertid dyrt. Jordregulering, slaggebelægning og kloakledning ville pr. byggerund på 2000 kvadratalen andrage ca. 432 kroner. Ønskedes makadamisering blev det 1,480 kroner. Ville man i luksusklasse og have tjærede veje, blev det 1,800 kroner. Og så blev der snakket længe om, hvordan de penge skulle skaffes. I realiteten var fine veje luftkasteller. Alle var i venteposition, alle vidste, at intet kunne foretages med veje og stik, før krigen var slut, men det udløste nu noget at sludre om tingene.
Den første generalforsamling efter krigen blev holdt den 24. oktober 1945, da J. Weis var formand. På sin saglige og besindige måde var han foreningen en god støtte. Nu skulle det ikke blive ved ønskedrømmene for området, nu skulle der presses realiteter frem. Og Weis masede på med forhandlingerne om det rent ud sagt ulyksalige vejspørgsmål, hvori nedlæggelse af stik indgik. En masse andre punkter blev drøftet, talelysten var stor, man var helt løssluppen, og en foreslog, at foreningen skulle holde 5-års stiftelsesfest i 1946. Dette skete den 22. juni i Håndværkerforeningen. Der var keglespil med præmie, fælles kaffebord og dans. Jo, »Solbakken« blev helt balstyrig efter besættelsesårene.
Uanset møder, forhandlinger og skriverier gik det kun langsomt med de helt jordnære, praktiske ting. Der var en fortvivlende boligmangel, og mange ville gerne bygge på deres parceller, hvilket ikke kunne ske, før de helt nødvendige stik var i jorden. Det kom de først i 1950, mens selve jordreguleringen med kantsten etc. kom i gang som beskæftigelsesarbejde i 1951, da de første huse samtidig stod klar til indflytning.
Sådan noget som fortovsfliser kom langt senere. Som et kuriosum kan det nævnes, at de sidste strækninger først fik fliser 1980! Dette til trods for at foreningen for en hel del år siden havde indbudt kommunalpolitikere og teknikere til en større sammenkomst, hvor de lovede at gå hjem og få sat fliserne på programmet – ak jal Tiden gik, og de gasledninger. der kæmpedes så bravt for, er netop i år sat ud af drift til fordel for el. Fjernvarme er kommet – heldigvis – kan man nu sige bagefter. Men det var unægtelig et bet for dem, der lige havde udskiftet koksfyr med oliefyr. Teknikerne havde nærmest svoret på, at fjernvarmenettet aldrig ville nå ud, hvor kragerne vender. Solbakkefolkene har måttet erkende, at det kan være svært at vide, hvad man skal tro! Den stemning, der var i 1946, for at holde en årlig fest for grundejerforeningens medlemmer har imidlertid holdt sig. Det er ikke mere fælles kaffebord, som man var tilfreds med for 35 år siden. Der holdes fest på nutidsmaner. »Solbakken«s bestyrelse gør sit bedste for både gode foredrag, musik, dans og smørrebrød til yderst rimelige pris for medlemmerne. Man kan sige, at sligt kan alle få i dag på andre måder. Det er naturligvis rigtigt, men disse sammenkomster har nu alligevel en særlig betydning. Hver især lever sit eget liv bag hække og hegn. Ved af og til at mødes samlet kommer vi på nik og hilsefod med andre Solbakkefolk, og det er slet ikke så ringe. Bestyrelsen varetager stadig medlemmernes interesser over for kommunen, der forlængst er blevet Århus og ikke Hasle. Og selvom vi har set, hvor svært det kan være at komme igennem, så høres et helt foreningskor nu bedre end en solosang. Derfor har grundejerforeningen »Solbakken« stadig sin berettigelse.
Erna Lorenzen
Fotos fra området.
